Kærlighed & Krig i kampagner

Igennem den sidste måned har youtube filmen, Kony 2012, stormet de sociale medier, først med en bølge af sympati, dernæst med en bølge af kritik og angreb. Her på RelationshusetGekko har vi selvfølgelig også fulgt med, dog uden at tage stilling til den noget konfuse debat. Kony 2012 vækker vores opmærksomhed, fordi den i den grad skiller sig ud fra hvad vi normalt ser inden for denne genren, hjælpe organisationer og frivilligt foreningsarbejde.

I filmen, Kony 2012, fortæller Jan Russel, der står bag filmen, en meget personlig historie om hvordan han mødte det unge gadebarn, Jacob. Da Jacob i filmen beskriver de rystende farer som teoristen, Kony, har påført Ugandas unge igennem 10 år, lover Jan Russel ham, at han vil gøre sit til at få Kony arresteret. Hverken Jan Russels engagement eller Invisible Children, som er den foreningen af unge fra hele verden som han har samlet omkring hans sag, er dybest set bemærkelsesværdig.

Sandheden!

Et eller andet sted lever vi alle med, en daglig bevidsthed om at der ude i verden sker horrible ting og der er utallige foreninger der kæmper for at komme disse uretfærdigheder til livs. Vi er sikkert alle fuldt bevidste om, at vi ikke orker at engagere os i foreningsarbejde, når vi haster forbi de unge mennesker der står ved Rådhuspladsen med brochure, underskriftblokke og girokort fra diverse foreninger.

Men Jan Russel og Invisible Children adskiller sig i den grad ud fra hvad vi hidtil har set med deres aproach til de sociale medier med en kampagne der er så vel brandet og en markedsførings strategi, som man ellers kunne forvente at finde omkring musikfestivaler. Filmen Kony 2012 er nu blevet klikket på af 87.855.969 mennesker på YouTube. 3.215.289  mennesker har Like’d Invisible Chlidren på Facebook og 56.122 har nævnt Invisible Children på Facebook. Og på Twitter følger 420, 831 Invisible Children. Det er bemærkelsesværdige tal op imod Unicef Unite Children der har 1.665.930 likes på facebook og Amnesty International der har omkring 20 facebook grupper, men ingen med mere end 80.000 Likes.

Hvad er det ved denne kampagne, der drager os?

Set udfra et rent markedsføringsmæssigt perspektiv, så er det klart filmen gør brug af klassiske viral-markedsførings knep, ved at bruge Jan Russels nuttede søn, som fortolker af  Konys ondskab. Volden skildret i filmen er ligeledes et gammel trick til at skabe en følelsesmæssig kontrast til det gode og opmærksomhed inden for viralmarkedsføring. Og inden vi når, at overvejer om der spilles på vores følelser, så fatter Jan Russel ekspert tonen og beviser med dokumenter at Kony er den værste teorist i Afrika. Sådan er historien bygget op omkring ”Den tredje fortællemetode”, så der skabes en troværdig balance mellem følelsesladet fortælling og rene facts. Alt sammen gamle triks.

Men er det nok til,
at gøre at flere millioner

klikker videre??

Jeg tilstår gerne, at da jeg så filmen voksede der inden i mig en kæmpe følelse, af at kunne gøre en forskel.

Svaret er Facebook

Jeg vil mene, at det at selve filmens historik skildres via Facebook gør hele forskellen. Når Jan Russel fortæller om sit møde med Jacob, bliver vi taget helt ind på hans personlige timeline, hvor der klikkes på hans private film og billeder. Platformen som vi alle kender alt for godt. Platformen der kan vække vores indre stalker og dårlige samvittighed over tidspild, bliver pludselig legaliseret, da Jan Russel viser os, hvordan flere tusinde af unge mennesker benytter Facebook til at gøre en forskel ved at tilmelde sig hans Facebook gruppe. Dér gjorde Jan Russel det personligt –for mig. Alle de mange timer jeg bruger på Facebook var nu med til at gøre en forskel. Jeg kunne blive en af de unge der fangede Kony. Jeg dragede med mit klik-våben i hånden videre ind på Invisible Childrens webshop, hvor jeg fandt en helt igennem velbrandet merchandise shop. Her kunne jeg købe Invisible Childrens seje T-shirts, armbånd og et helt kit med propaganda materiale –Ja alt det der skulle til for at jeg kunne iføre mig en uniform og give udtryk for alt hvad min nye gruppe stod for.

Filmen visualisere hvordan jeg ved at være del af Facebook gruppen, Invisible Children, kan gøre en forskel. Et begreb for dette tilhørsforhold hedder ”Tribe” inden for social media. Her benytter man sig af, at vi mennesker er flokdyr og ønsker at kunne identificere os via den gruppe vi tilhører. Hvis gruppen er stor og stærk vil vi instinktivt blive stærke følgere.

På mange måder var jeg et kort øjeblik den der stod og kæmpede for de svages retfærdigheder i Uganda. Jeg følte et tilhørsforhold og en berettigelse, som ingen forening nogensinde har kunnet vække i mig før.

Derefter kom modangrebene desværre. Afrikanske dispora bloggere og foreninger der er aktive i området reagerede så voldsomt i pressen, at de sociale medier igen blev stormet med ”STOP KONY 2012”. Men nu var stormen rettet imod Invisible Childen og Jan Russel.

Til at starte med så det for mig ud til at Invisible Children havde stået klar til denne kritik med endnu et stk vel-brandet pressemateriale, der kunne afklare det kritiske spørgsmål. Jeg fik tanken, at også denne del af mediebegivenhederne, var en del af en kampagne strategi, som vi ellers ikke ser på dette område.

Nu er jeg i tvivl…

Er Invinsible Children en hensynløs sekt?

Billedet er lånt fra Invisible Childrens Facebook Guppe.

Eller er det alle dem der kritiserer

Invisible Children, der er gal på den?

Billedet er fundet på de sociale medie og kommer fra ”StopTheScam.tumblr.com”.

Det endelige svar

Hvad der er det endelige svar, det vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Uden at virke overfladisk, så synes jeg egentlig heller ikke det er vigtigt, når man ser på et stører billede inden for kampagner der skal skabe opmærksomhed omkring foreningsarbejde. Jeg vil mene det er vigtigt, at se nærmere på de virkemidler, som Kony 2012 så tydeligt har vist os virker.

Jan Russel har vist vejen, ved at delagtiggøre os i hans kamp for retfærdighed. Ingen der har set filmen kan sige, at de ikke føler de også kender Jan personligt og har fået en tydelig forståelse for hans personlige kamp.

Den helt nye trend er kærlighed

Jeg forventer at se en helt ny trend inden for denne genre. Folk som Pushpin Mehina, der har lanceret hans personlige kampagne Israel Loves Iran. En kampagne, der kort og godt er Pushpin’s personlige opråb om kærlighed mellem befolkningen af to magter der står i konflikt pt. Pushpins eget engagement og ønske om fred, vælger han at dele med os alle via en helt simpel og igen velbrandet kampange, der ligesom Kony 2012 starter med en film.

I filmen fortæller Pushpin at han er Israeler, far og han har brug for vores hjælp. Så simpelt kan det siges. Derefter beskriver kan kort den politiske problematik der volder ham problemer og til slut læser han et appellerende sit brev op, som er til hans politisk defineret fjender, iranerne. Ala Kony 2012 går Pushpins film videre med at beskrive, hvordan hans personlige kampagne startede, hvordan den har udviklet sig og ikke mindst hvordan vi kan bidrage.

Kampagnen er så enkelt og nærværende, at Iranere nu svare tilbage med kærlighed. På de sociale medier ser man disse dage flere eksempler på hvordan folk benytter sig af deres digitale agency og deltager i kampagnen. Pushpin giver os via sin Facebook gruppe en mulighed for at være en del af hans Love-Tribe. Inden for disse simple rammer føler deltagerne et stærk tilhørsforhold, hvilket er selve drivkraften i kampagnen ”Israelies Love Iraniens”.

Israel Loves Iraniens har ligesom Kony 2012 en modbølge, fra dem som føler at kampagnerne er forenkler virkeligheden. Og ja, al kommunikation kan ikke være tung, hvis den skal være tydelig. Som jeg ser det, så har foreninger her en fantastisk chancen for at tage ved lære af Kony 2012.

Fra Rådhuspladsen til Facebook -ASAP!

De unge brave folk der står på rådhuspladsen med girokortene klar, bør flyttes til Facebook, hvor de skal fortælle om deres personlige engagement. De bør inddrage os i deres personlige drivkraft. Deres personlige mål på foreningens vegne skal give mening for os. Vi har så lidt overskud i det daglige til at stoppe op på Rådhuspladsen, men på de sociale medier har vi tid til både klik og køb, hvis det vel og mærket også er brandet lækkert og giver os en følelse af tilhørsforhold.

Må denne blogpost starte en helt simpelt kærlighedskampagne der opfordrer til relationsgivende kommunikation inden for foreningsarbejde.

Kærlig Hilsen

Iben Djuraas <3

Gamification i kampagner -og vores hverdag

I dag havde vi en af vores nyindførte – eller snarere genindførte – Lunch & Learn sessions. Det er sådan en halv til en hel times tid, hvor vi spiser frokost, mens en person fortæller lidt om et emne, der kan være interessant eller give ny inspiration til os. I dag havde vi besøg af Louise Peulicke Larsen, som pt. skriver speciale på IT Universitetet i København om emnet ”gamification”.

Set fra mit synspunkt kunne Louise, der selvfølgelig også kun er i opstarten på sit speciale, ikke sætte så mange nye vinkler på emnet, ud over hvad jeg allerede selv vidste. Men hun fik faktisk sat ord på noget af det, vi har gjort i en hel del kampagner i årenes løb. Og fremlagde 3 principper som giver os en ret god tjekliste, når vi fremadrettet udvikler kampagner, der indeholder spil-elementer:

• Relatedness

Dvs. at spillet skal tilbyde spilleren at få indfriet nogen personlige mål. Og at spiludbyder og spiller skal have en form for fælles interesse. Det kunne fx være at flyve mere med SAS, der giver både SAS og EuroBonus medlemmerne fordele. Eller skabe opmærksomhed om bloddonation, der er en hjertesag for både GivBlod organisationen og bloddonorerne.

• Competence

Dvs. at spilleren gennem spillet skal kunne udvikle sig eller lære noget ved at deltage. Bliver det alt for åbenlys indlæring af rene produkt-fordele, opleves det ikke udviklende for kunden. Med mindre det er fordele, kunden kan bruge til at udnytte sit produkt/service bedre. Samtidig skal spilleren have udfordringer, særlig hvis spillet foregår over længere tid eller i flere runder. Er det alt for nemt, er det kedeligt – og måske lidt utroværdigt.

• Autonomy

Med det mente Louise, at det skal være frivilligt at deltage – men det er det vel altid? Mere interessant er det, at hun i ordet lægger det, at spilleren skal have et element af kontrol over spillet.

Når jeg ser tilbage på de kampagner, vi har lavet for SAS EuroBonus i årenes løb, bygger de i høj grad på de principper. Og det samme gør de 2 kampagner, GivBlod og Forsvarets Rekruttering, som vi netop har sendt ind til Danish Internet Award 2012.

Vores hverdag bliver gamificeret…

Louises oplæg gav også en god snak om, hvordan gamification bliver en større og større del af vores hverdag. Fx via de mange spil-applikationer på Facebook. Og de utallige Apps, der indeholder spilelementer med belønninger, levels, high scores, udfordring af venner mm. Men også ude i virkeligheden, hvor flere virksomheder tilfører nogle af vores helt daglige indkøb et spil-element, der gør hverdagen lidt sjovere. Fx 7Eleven, der lige nu bruger kaffekopper til en dating-event. Grøn kop signalerer at du er klar på en date, og Rød kop signalerer at du er i et forhold. Eller som benzinselskabet f24, der kørte en konkurrence, om hvem der kunne tanke mest nøjagtigt og ramme 24 øre.

Skrevet af Helle Windahl, Kreativ Direktør

Kradsbørstig profil søges

Finanskrisen lærer åbenbart desperate entreprenører at tænke. Eller i hvert fald dukker der flere og flere koncepter op, som kombinerer hidtil usete services. Hvad med en datingside for sidespring og et hotel for skilsmisseramte?

I sidste måned haglede kritikken ned over datingsiden Victoria Milan, der har identificeret et Blue Ocean i området mellem den korrumperede glansbillede-familie og den traditionelle datingside og lavet en tjeneste, der direkte og uden skrupler kommunikerer til gifte, der vil have en affære. Det fik en femtenårig til at skrive noget så gammeldags som et læserbrev i Politiken – og det trak hundredevis af kommentarer. Jeg ved ikke hvordan sitet tacklede kritikken, men jeg vil tro, de fik nøjagtigt det, de havde håbet på: Masser af omtale, masser af hademails – og masser af mennesker, der lige skulle ind og prøve en tur i sidespringskarrusellen.

I den anden ende af løjerne finder man “skilsmissehotellet” i Holland og Belgien, der tilbyder par, der skal skilles, et sted at mødes for sidste gang og færdiggøre papirer og hvad der nu måtte være i vejen, inden man kan komme videre i sin kærlighedskarriere.

Det er umuligt at fortælle om disse forretningskoncepter uden at se folks moralske reflekser sparke ud efter nærmeste slipsedreng, der forsvarer markedsøkonomiens kræfter. Begge koncepter er med til at udvide vores opfattelse af, hvad man overhovedet må tjene penge på. Ligesom bedemænd, hospicer, coaching, tandlæger og advokater formentlig har været igennem engang.

Personligt bryder jeg mig mere om skilsmissehotellet end Victoria Milan, men jeg synes begge forretningsideer er vellykkede på et område: De har edderm*** opfundet et koncept, der er værd at tale om. De har tegnet en kradsbørstig profil, der næsten ikke behøver radioreklamer eller online bannere. Her er talkability for alle pengene. Så meget at mange tror det er løgn, når de første gang hører ideen præsenteret. Så meget at en femtenårig sætter sig ned og skriver et læserbrev. Så meget at vi her i Danmark hører om et hollandsk hotel, der ellers ikke gør sig bemærket for andet end lilla puder. At have mod til at skabe et koncept, der er så modigt og så anderledes og så anti-mainstream (selv om mange har affærer og mange bliver skilt), er mere end man kan sige om den gennemsnitlige virksomhed. Alene af den grund, og bare for at bevise at man sommetider bliver belønnet for vovemod, fortjener de to koncepter et vist mål af succes. Tro mig – om fem år er der endnu mere af den slags:

• Støvsugerrestauranter, der suger maden ud af dig, lige efter du har spist den, så den ikke feder
• Kurser for folk, der lyver
• Kurser for børn, der ikke vil være sportsstjerner
• Kurser for alle, der ikke vil på kursus
• Computere til katte og hunde
• Stoffer, der indeholder uddannelse og erfaringer, så vi kan sprøjte det ind i stedet for at bruge årevis med kedelige studier og jobs
• Kampsport for jaloux partnere.

Det er på vej – og når det kommer, vil du selv fortælle andre om det. Indtil da kan du overveje hvad der skal til, for at gøre din egen virksomhedsprofil lige så udfordrende?

Kommunikation skal være en leg

Det er ikke kun Hollywood, Playstation3 og TV2 i bedste sendetid, der skal byde på bedre og bedre underholdning i flere dimensioner. Det siges nemlig, at kedsomheden florerer, og derved stiger værdien af at kunne underholde og engagere.

Nye krav til kommunikation
De traditionelle indlæringsmetoder og public service-tilbud kritiseres for at være for ensrettede og afsender-orienterede. Vores børn har krav på sløjdlærere i 3D og Danmarks Radio er nødt til at børste støvet af den luvslidte Søren Ryge, der kun kan kaldes underholdende, hvis man også synes pausefisk og vagtskiftet på Schackenborg Slot er hæsblæsende action.

Det stiller nye krav til kommunikationen. For både amatører og professionelle. Især den kommercielle kommunikation, der prioriteres lavt, når almindelige mennesker skal undvige kedsomhed. Altid inspirerende PSFK har begået denne video fra en konference i New York, hvor Aaron Dignan fortæller lidt om hvorfor vi gerne vil lege og hvor vigtigt det er at engagere brugere.

Internettets store ouverture

Mens nogle kommunikationsmennesker (og Lemminge-hoppende medier) har travlt med at lægge Facebook i graven og tolke hvert et tal fra fx Forrester som de sociale mediers vigende indflydelse, er der endnu mere grund til at tro, at vi kun er i begyndelsen af en lovende og spændende medieomvæltning.

Et projekt, der viser hvad internettet kan og hvad vi har i vente, er YSO 2011. Kort og groft sagt: X factor for klassisk musik – på Youtube. Den hippe og sjove måde at gøre det på – og samtidig en måde, der er med til at transformere hvordan (klassiske) musikere arbejder og netværker.

Youtube Symphony Orchestra viser, at det kan lade sig gøre at engagere mange mennesker i klassisk musik (og således også i mange andre kunstarter, problemstillinger, interesser med mere), så længe det gøres med mennesker og relationer i fokus. Projektet siger også lidt om hvordan Youtube tænker og arbejder med deres brand. Og det kunne de fleste virksomheder lære lidt af.