Kærlighed & Krig i kampagner
Igennem den sidste måned har youtube filmen, Kony 2012, stormet de sociale medier, først med en bølge af sympati, dernæst med en bølge af kritik og angreb. Her på RelationshusetGekko har vi selvfølgelig også fulgt med, dog uden at tage stilling til den noget konfuse debat. Kony 2012 vækker vores opmærksomhed, fordi den i den grad skiller sig ud fra hvad vi normalt ser inden for denne genren, hjælpe organisationer og frivilligt foreningsarbejde.
I filmen, Kony 2012, fortæller Jan Russel, der står bag filmen, en meget personlig historie om hvordan han mødte det unge gadebarn, Jacob. Da Jacob i filmen beskriver de rystende farer som teoristen, Kony, har påført Ugandas unge igennem 10 år, lover Jan Russel ham, at han vil gøre sit til at få Kony arresteret. Hverken Jan Russels engagement eller Invisible Children, som er den foreningen af unge fra hele verden som han har samlet omkring hans sag, er dybest set bemærkelsesværdig.
Sandheden!
Et eller andet sted lever vi alle med, en daglig bevidsthed om at der ude i verden sker horrible ting og der er utallige foreninger der kæmper for at komme disse uretfærdigheder til livs. Vi er sikkert alle fuldt bevidste om, at vi ikke orker at engagere os i foreningsarbejde, når vi haster forbi de unge mennesker der står ved Rådhuspladsen med brochure, underskriftblokke og girokort fra diverse foreninger.
Men Jan Russel og Invisible Children adskiller sig i den grad ud fra hvad vi hidtil har set med deres aproach til de sociale medier med en kampagne der er så vel brandet og en markedsførings strategi, som man ellers kunne forvente at finde omkring musikfestivaler. Filmen Kony 2012 er nu blevet klikket på af 87.855.969 mennesker på YouTube. 3.215.289 mennesker har Like’d Invisible Chlidren på Facebook og 56.122 har nævnt Invisible Children på Facebook. Og på Twitter følger 420, 831 Invisible Children. Det er bemærkelsesværdige tal op imod Unicef Unite Children der har 1.665.930 likes på facebook og Amnesty International der har omkring 20 facebook grupper, men ingen med mere end 80.000 Likes.
Hvad er det ved denne kampagne, der drager os?
Set udfra et rent markedsføringsmæssigt perspektiv, så er det klart filmen gør brug af klassiske viral-markedsførings knep, ved at bruge Jan Russels nuttede søn, som fortolker af Konys ondskab. Volden skildret i filmen er ligeledes et gammel trick til at skabe en følelsesmæssig kontrast til det gode og opmærksomhed inden for viralmarkedsføring. Og inden vi når, at overvejer om der spilles på vores følelser, så fatter Jan Russel ekspert tonen og beviser med dokumenter at Kony er den værste teorist i Afrika. Sådan er historien bygget op omkring ”Den tredje fortællemetode”, så der skabes en troværdig balance mellem følelsesladet fortælling og rene facts. Alt sammen gamle triks.
Men er det nok til,
at gøre at flere millioner
klikker videre??
Jeg tilstår gerne, at da jeg så filmen voksede der inden i mig en kæmpe følelse, af at kunne gøre en forskel.
Svaret er Facebook
Jeg vil mene, at det at selve filmens historik skildres via Facebook gør hele forskellen. Når Jan Russel fortæller om sit møde med Jacob, bliver vi taget helt ind på hans personlige timeline, hvor der klikkes på hans private film og billeder. Platformen som vi alle kender alt for godt. Platformen der kan vække vores indre stalker og dårlige samvittighed over tidspild, bliver pludselig legaliseret, da Jan Russel viser os, hvordan flere tusinde af unge mennesker benytter Facebook til at gøre en forskel ved at tilmelde sig hans Facebook gruppe. Dér gjorde Jan Russel det personligt –for mig. Alle de mange timer jeg bruger på Facebook var nu med til at gøre en forskel. Jeg kunne blive en af de unge der fangede Kony. Jeg dragede med mit klik-våben i hånden videre ind på Invisible Childrens webshop, hvor jeg fandt en helt igennem velbrandet merchandise shop. Her kunne jeg købe Invisible Childrens seje T-shirts, armbånd og et helt kit med propaganda materiale –Ja alt det der skulle til for at jeg kunne iføre mig en uniform og give udtryk for alt hvad min nye gruppe stod for.
Filmen visualisere hvordan jeg ved at være del af Facebook gruppen, Invisible Children, kan gøre en forskel. Et begreb for dette tilhørsforhold hedder ”Tribe” inden for social media. Her benytter man sig af, at vi mennesker er flokdyr og ønsker at kunne identificere os via den gruppe vi tilhører. Hvis gruppen er stor og stærk vil vi instinktivt blive stærke følgere.
På mange måder var jeg et kort øjeblik den der stod og kæmpede for de svages retfærdigheder i Uganda. Jeg følte et tilhørsforhold og en berettigelse, som ingen forening nogensinde har kunnet vække i mig før.
Derefter kom modangrebene desværre. Afrikanske dispora bloggere og foreninger der er aktive i området reagerede så voldsomt i pressen, at de sociale medier igen blev stormet med ”STOP KONY 2012”. Men nu var stormen rettet imod Invisible Childen og Jan Russel.
Til at starte med så det for mig ud til at Invisible Children havde stået klar til denne kritik med endnu et stk vel-brandet pressemateriale, der kunne afklare det kritiske spørgsmål. Jeg fik tanken, at også denne del af mediebegivenhederne, var en del af en kampagne strategi, som vi ellers ikke ser på dette område.
Nu er jeg i tvivl…
Er Invinsible Children en hensynløs sekt?
Billedet er lånt fra Invisible Childrens Facebook Guppe.
Eller er det alle dem der kritiserer
Invisible Children, der er gal på den?
Billedet er fundet på de sociale medie og kommer fra ”StopTheScam.tumblr.com”.
Det endelige svar
Hvad der er det endelige svar, det vil jeg ikke gøre mig til dommer over. Uden at virke overfladisk, så synes jeg egentlig heller ikke det er vigtigt, når man ser på et stører billede inden for kampagner der skal skabe opmærksomhed omkring foreningsarbejde. Jeg vil mene det er vigtigt, at se nærmere på de virkemidler, som Kony 2012 så tydeligt har vist os virker.
Jan Russel har vist vejen, ved at delagtiggøre os i hans kamp for retfærdighed. Ingen der har set filmen kan sige, at de ikke føler de også kender Jan personligt og har fået en tydelig forståelse for hans personlige kamp.
Den helt nye trend er kærlighed
Jeg forventer at se en helt ny trend inden for denne genre. Folk som Pushpin Mehina, der har lanceret hans personlige kampagne Israel Loves Iran. En kampagne, der kort og godt er Pushpin’s personlige opråb om kærlighed mellem befolkningen af to magter der står i konflikt pt. Pushpins eget engagement og ønske om fred, vælger han at dele med os alle via en helt simpel og igen velbrandet kampange, der ligesom Kony 2012 starter med en film.
I filmen fortæller Pushpin at han er Israeler, far og han har brug for vores hjælp. Så simpelt kan det siges. Derefter beskriver kan kort den politiske problematik der volder ham problemer og til slut læser han et appellerende sit brev op, som er til hans politisk defineret fjender, iranerne. Ala Kony 2012 går Pushpins film videre med at beskrive, hvordan hans personlige kampagne startede, hvordan den har udviklet sig og ikke mindst hvordan vi kan bidrage.
Kampagnen er så enkelt og nærværende, at Iranere nu svare tilbage med kærlighed. På de sociale medier ser man disse dage flere eksempler på hvordan folk benytter sig af deres digitale agency og deltager i kampagnen. Pushpin giver os via sin Facebook gruppe en mulighed for at være en del af hans Love-Tribe. Inden for disse simple rammer føler deltagerne et stærk tilhørsforhold, hvilket er selve drivkraften i kampagnen ”Israelies Love Iraniens”.
Israel Loves Iraniens har ligesom Kony 2012 en modbølge, fra dem som føler at kampagnerne er forenkler virkeligheden. Og ja, al kommunikation kan ikke være tung, hvis den skal være tydelig. Som jeg ser det, så har foreninger her en fantastisk chancen for at tage ved lære af Kony 2012.
Fra Rådhuspladsen til Facebook -ASAP!
De unge brave folk der står på rådhuspladsen med girokortene klar, bør flyttes til Facebook, hvor de skal fortælle om deres personlige engagement. De bør inddrage os i deres personlige drivkraft. Deres personlige mål på foreningens vegne skal give mening for os. Vi har så lidt overskud i det daglige til at stoppe op på Rådhuspladsen, men på de sociale medier har vi tid til både klik og køb, hvis det vel og mærket også er brandet lækkert og giver os en følelse af tilhørsforhold.
Må denne blogpost starte en helt simpelt kærlighedskampagne der opfordrer til relationsgivende kommunikation inden for foreningsarbejde.
Kærlig Hilsen
Iben Djuraas <3




